Hvordan virker en hjertestarter?

Alle kan lære at betjene en hjertestarter

Hvordan virker en hjertestarter, og kan alle betjene den? I dette indlæg vil vi guide dig igennem hvad en hjertestarter kan, og hvorfor det er vigtigt, at vide hvordan den virker.

En hjertestarter kaldes også for en AED, som står for Automatisk Ekstern Defibrillator. Helt basalt kan man sige, at en hjertestarter er et lille, transportabelt, batteridrevet apparat, der kan analysere hjerterytmen og afgive et stød, der ’genstarter hjertet’, hvis nødvendigt.

Når et hjertestop opstår, er der i begyndelsen ofte ’elektrisk kaos’ i hjertet, hvilket betyder, at hjertet ikke trækker sig ordentligt sammen og derfor ikke pumper blodet rundt i kroppen. Hjertestarteren kan ikke vurdere, om personen har hjertestop, men analyserer via elektroderne hjerterytmen og fortæller herefter, om stød anbefales.

Du vil opdage, at der findes mange forskellige hjertestartere med forskellige udseende og brugervenlighed på markedet. Fælles for dem alle er, at de kan analysere hjertets rytme og afgive stød til en person med hjertestop, hvis der er en stødbar rytme.

Hjertestarter modeller

Sådan bruger du en hjertestarter

Alt efter hvilken hjertestarter der anvendes, skal du typisk først åbne en låge eller trykke på en knap for at starte hjertestarteren.  

Det er vigtigt at elektroderne placeres korrekt på brystkassen – og direkte på tør og bar hud. I de fleste hjertestartere ligger en engangsskraber, så førstehjælperen kan fjerne hår fra de områder hvor elektroderne skal fastklæbes. Fjern kun hårene, hvis det er nødvendigt for elektrodens hudkontakt, da det ellers vil være spild af kostbar tid. Husk også at fjerne smykker, plaster m.m., der kan komme i kontakt med elektroderne, når de placeres, da det ellers kan give personen brændemærker.

Hjertestarter elektroder

Udseendet på elektroderne kan variere fra producent til producent, men placeringen er den samme uanset elektrodernes udformning.

Hjertestarteren vejleder dig

Når elektroderne er påsat, vil du blive stemmevejledt gennem processen i større eller mindre grad. Nogle hjertestartere guider dig gennem hele forløbet og har en kombination af lyd, illustrationer, animationer og tekst, mens andre hjertestartere er mere begrænsede i deres vejledning.

Hvis stød anbefales, vil hjertestarteren fortælle, at du skal trykke på den blinkende stødknap. Hvis stød ikke er muligt, vil hjertestarteren fortælle, at du straks skal starte hjertelungeredning. Det er ikke muligt at komme til at støde, hvis hjertestarteren ikke anbefaler dette.

Hjertestarter med feedback

Stød fra en hjertestarter er det mest afgørende i forbindelse med et hjertestop – men stød gør det ikke alene. Hjertelungeredning er en meget vigtig del af førstehjælpen, og jo tidligere og bedre den udføres, jo større er overlevelseschancerne. Enkelte hjertestartere har et feedbacksystem integreret, som hjælper førstehjælperen med at udføre den bedste mulige hjertemassage. En sensor på elektroden måler både kompressionsdybde og -frekvens, så snart hjertemassagen påbegyndes.

Hjertestarteren vejleder dig med udtryk som ”tryk hårdere” eller ”god hjertemassage”, samtidig med at en metronom hjælper førstehjælperen med at holde den rigtige frekvens. Det Europæiske Råd for Genoplivning (ERC) – anbefaler feedbacksystemer i hjertestartere.

ZOLL AED 3 hjertestarter

Må alle bruge en hjertestarter?

Det er en skrøne, at du skal vide, hvordan du betjener en hjertestarter, før du kan bruge den. Alle må bruge og betjene en hjertestarter i Danmark. I 2003 besluttede Sundhedsstyrelsen, at brugen af en halvautomatisk hjertestarter IKKE længere er at betragte som medicinsk behandling, hvilket betyder, at lægfolk må anvende hjertestartere. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog, at man tager et kursus i brugen af hjertestarter.

Derfor skal du tage et førstehjælpskursus

Der er som tidligere nævnt rigtig mange forskellige hjertestarter modeller på markedet, og der er meget stor forskel på, den hjælp og feedback du får fra den enkelte hjertestarter under genoplivningen. Vi anbefaler, at du tager et førstehjælpskursus, hvor du lærer at give hjertelungeredning til en person med hjertestop, lærer hvordan man bruger en hjertestarter og får kendskab til overlevelseskæden

Vi oplever, at det det giver en selvtillid og en tryghed, at vide at man har deltaget på et førstehjælpskursus. Men uanset om du har taget et kursus i førstehjælp eller ej, så husk, at du ikke kan gøre noget forkert, når det handler om at træde til i en situation med hjertestop.

Hjertestartere og førstehjælp

Bliv inspireret – nyhedsmail

Bliv holdt opdateret om nyheder, tilbud, fragtkampagner med mere direkte i din indbakke.

Ved at tilmelde dig, accepterer du vores privatlivspolitik.
Du kan altid framelde dig nyhedsmailen igen.