Hjertestop kan ske for enhver

Hjertestop rammer mennesker i alle aldersgrupper, men risikoen stiger med alderen. I omkring halvdelen af alle tilfælde slår hjertestoppet ned som lyn fra en klar himmel.

Hjertestop kan ske for enhver. Hvert år rammes ca. 5.400 danskere af pludseligt, uventet hjertestop uden for hospitalerne. Cirka 16 % af disse personer overlever (2018).

Chancen for at overleve et hjertestop stiger markant, hvis man omgående yder livreddende førstehjælp ved hurtigt at kunne erkende, at der er hjertestop, omgående starter hjertelungeredning (HLR) og forsøger at fremskaffe en hjertestarter hurtigst muligt.

Man kender ikke altid årsagen til hjertestop, men ofte skyldes det en blodprop i hjertet. Hjertestoppet kan opstå, når en eller flere af hjertets kranspulsårer, som forsyner hjertemuskulaturen med blod, bliver blokeret af en blodprop.

HLR består grundlæggende af to handlinger: brystkompressioner for at skabe blodcirkulation og indblæsninger for at levere ilt til kroppen. Dermed kan man i en begrænset periode beskytte de vitale organer som hjertet og hjernen mod varig skade. HLR alene vil sjældent kunne ‘genstarte’ hjertet. Det vil i de fleste tilfælde kræve elektrisk stød/defibrillering fra en hjertestarter, som er den mest effektive behandling ved hjertestop.

Skal flere overleve deres hjertestop, kræver det, at vi i Danmark udbreder kendskabet til hjertelungeredning og øger tilgængeligheden af hjertestartere samt villigheden til at bruge dem. På den måde vil flere kunne overleve et hjertestop i fremtiden.

Besøg webshoppen

Bliv inspireret – nyhedsmail

Bliv holdt opdateret om nyheder, tilbud, fragtkampagner med mere direkte i din indbakke.

Ved at tilmelde dig, accepterer du vores privatlivspolitik.
Du kan altid framelde dig nyhedsmailen igen.